Lizette Risgaard

Hvis vi tør kan vi bruge corona- og klimakrisen til at skubbe samfundet i den rigtige retning og gøre 20’erne til lønmodtagernes årti. Det kræver først og fremmest, at vi får løftet flere ind i arbejdsfællesskabet ved hjælp af uddannelse og opkvalificering. Men det kræver også, at vi giver friheden og dømmekraften tilbage til vores offentligt ansatte.

Klimaets sande helte er alle de lønmodtagere, der skal omstille sig i arbejds- og familielivet, for at vi kan nå klimamålene. Derfor må og skal afgifterne tage hensyn til ligheden i samfundet og arbejdspladserne. Ellers risikerer vi, at miste opbakningen til den grønne omstilling.

Omstillingen frem til 2030 kan skabe mere end 200.000 årsværk. Men hvis de mange nye job skal blive en gevinst, så kræver det et fleksibelt arbejdsmarked, der sikrer tilstrækkelig arbejdskraft med de rette kompetencer i rette tid.

Man kan ikke diskutere klimaudfordringen, uden at tale om jobs, tryghed og lighed. Det er lønmodtagere, der skifter oliefyr, bygger havmøller og sætter ladestandere op. Og det er lønmodtagere, som risikerer at komme først i klemme, hvis omstillingen ikke sker på solidarisk vis. Så det er naturligt, at fagbevægelsen har en plads ved bordet, når vi skal forme et grønnere Danmark.

Fagbevægelsen arbejder for, at regeringen nedsætter en afgiftskommission. Den skal undersøge og designe afgifter, som dokumenterer at det gavner klimaet uden at øge uligheden og skubbe job ud af landet.